Tandlægeskræk

Omkring 15 % af alle danskere lider af tandlægeskræk. Det kan gå fra at være en mild nervøsitet, lige til at være direkte angst, der er så stærk, at man ikke tør komme – selvom man har smerter og kan se sine tænder blive ødelagt.  

Tandlægeskræk er betegnelsen for en fobi for tandbehandlinger, og alt hvad der her hører med, som for eksempel lydene, instrumenterne og følelsen.

Det er ikke alle med tandlægeskræk, der er ens, men der er nogle ting som ofte går igen. Det er meget slående, at der er så stor forskel på, hvor belastende tandbehandling er for kroppen, og på hvor belastende de opleves psykisk af folk med tandlægeskræk. Det kunne man jo så vælge at ignorere, og sige til folk, at de bare skal tage sig sammen. Men man kan også vælge at spørge, hvorfor det er sådan.

De fleste ville egentligt gerne til tandlægen og have ordnet deres tænder, men kan bare ikke når det kommer til stykket. Hos mange har det rumlet i årevis. Der er ligesom en kamp inde i hovedet mellem to ting. Noget der gerne vil, og som godt ved at det ville være det bedste for én, og så angsten, der overmander og forhindrer én i at komme afsted.

Det hjælper ikke, at man hører alle mulige kloge kommentarer, som man gentager for sig selv. Det bider ligesom ikke på angsten.

Grunden til at kloge argumenter ikke bider på angsten er, at angsten er en følelse. Følelser kan man ikke tænke væk. Logiske tanker og følelser er hver sin ting, der ikke påvirkes af hinanden. Mennesker lægger i forskellig grad vægt på det ene eller det andet.

Hvis man tænker sig en kvinde, som er meget forelsket i en mand, der er gift, og bor i et andet land, som han skal tilbage til, så siger følelserne en ting, og de praktiske, fornuftsprægede hensyn noget andet. Det er nok en dårlig idé at indlede et forhold, hvor de praktiske omstændigheder er så vanskelige.

Tænker man et andet eksempel med den samme kvinde, som nu overhovedet ingen følelser har for en anden mand, der har et godt job og gode almene forhold, og som gerne vil have hende, ja så er det måske stadig en dårlig idé at indlede et forhold, når nu følelserne peger i en anden retning.

Alle vurderinger har en praktisk, logisk og en følelsesmæssig side, og sådan er det også med vurderingen af om man skal gå hen til tandlægen. Vi er nødt til at anerkende, at angsten er der. Den er irrationel og ulogisk, men den findes, og man kan kun komme videre med en angst patient, hvis man som behandler tager hensyn og er omsorgsfuld. Det koster jo heldigvis ikke noget for mig at tage de hensyn, så det gør jeg gerne.

Den splittelse som er årsag til at man dels gerne vil afsted, men bliver forhindret i det, er en reel psykologisk splittelse mellem hvad Psykologen Carl Jung kaldte for egoet, og så et “kompleks”.

Et kompleks er en samling af tanker, minder, billeder og forestillinger, som er samlet om et fælles tema, og som spaltes fra vores bevidsthed og det ego som er centrum i bevidstheden (egoet er “jeg’et” i “jeg tager mig lige en lur” fx), fordi det er for svært at have med at gøre. Vi kan ikke bære det. Vi kan ikke bære, at blive mindet om følelsen af at være et barn, der ikke kan slippe for at skulle have boret i sine tænder. Et barn der ikke kan slippe ud af en behandlingssituation med en tandlæge, som er ligeglad med at det gør rigtigt ondt, og som bare fortsætter, eller som måske endda har sagt nej til at give bedøvelse. Derfor slipper vi forbindelsen til de minder.

Komplekset (tandlægeskrækken) fortaber sig i nu det som er, men som vi ikke kan mærke: Det ubevidste. Her har vi ingen kontrol over det, fordi det ikke længere er en del af bevidstheden og jeg’et, men komplekset kan styre os alligevel fordi det er udstyret med sine egne værdier og meninger, selvom “jeg’et” gerne vil noget andet. Nu er splittelsen en realitet, og tovtrækkeriet begynder.

Det er den omvendte situation med gode minder. Billederne fra ens børns første fødselsdag; man vil så nødig glemme den dag, og har derfor billedet til at fastholde mindet i bevidstheden. Det har man ikke lyst til på samme måde med de dårlige oplevelser hos tandlægen. Det gør ondt at genopleve de situationer, derfor bliver de fortrængt

Nogle kan huske en bestemt årsag til, at angsten opstod. Det kan være en dårlig oplevelse, en hårdhændet behandling, da man var barn, eller en tandlæge, der ikke lyttede til, hvordan man havde det. Nogle har specielt stærk angst for én bestemt ting. Lyden af boret, eller nåle ofte. For andre er det mere diffust. De kan ikke selv sætte ord på hvorfor eller hvad. Det er bare hele oplevelsen, der føles ubehagelig

Nogle mennesker vil også have en følelse af skam forbundet med følelsen af angst – dels over at have gået så lang tid uden at få tænderne set efter, dels over at der nu er mange problemer. Folk undskylder nogle gange, at vi skal arbejde med deres tænder, som de føler, de er ulækre.

Det skal man dog slet ikke bekymre sig om. Vi er dybt professionelle, og vi har set det meste. Intet kan rigtigt chokere os længere. Husk også på, at vi lever af at ordne tænder, der i stykker. Selvom vi ikke ønsker noget dårligt for nogen, så ville vi være utaknemmelige hvis vi havde noget imod at der var arbejde til os!

Håndteringen af tandlægeangst er ikke meget anderledes end håndtering af anden angst. Hvis man mødte et barn i skoven, der var faret vild, og ikke kunne finde hjem, og var angst og ked af det, ville det så hjælpe at skælde barnet ud for ikke at have passet bedre på ikke at blive væk, og i øvrigt påpege det upassende i at være angst i så lille en skov? Næppe nogen ville opføre sig sådan. Man må først etablere tryghed og tillid, og så finde ud af skoven, og få fundet barnets forældre. Altså først tryghed og tillid, derefter løse problemet.

Vi modtager mange patienter med tandlægeskræk. Vi tager altid hensyn til hvordan du har det, så du kan føle dig mest tryg, og du kan være helt sikker på at vi vil være gode ved dig. Det er jo for din skyld vi skal lave en behandling. Så skal det også være på den måde du har det bedst med det på.

Som regel laver vi ikke nogen behandling ved første besøg medmindre du selv beder om det. På den måde kan vi lige lære hinanden lidt at kende og få talt igennem hvordan vi bedst hjælper dig med fx bedøvelse.

Til de allermest angste har vi mulighed for at give korttidsvirkende, angstdæmpende og beroligende medicin. Vi har meget gode erfaringer med at give angstdæmpende medicin. Det hjælper tit folk igennem en behandling, de har det svært med. Medicinen gives som supplement til bedøvelsen, og virker rigtigt godt ved svær angst.

Medicinen virker også muskelafslappende, så du ikke ligger og spænder under hele behandlingen. Virkningen indtræder en time efter man har taget tabletterne, og er helt forsvundet efter ca 12 timer. Det er en slags sovemedicin, og man skal ikke regne med at man kan køre bil eller tage tilbage på arbejde. De fleste går bare i seng og sover. Så kommer behandlingen også lidt på afstand.

Det er en stor hjælp, hvis du fortæller os, hvordan du har det, så vi kan tage bedst muligt hensyn. Hvis du er angst for noget specielt, kan vi også tage hensyn til det. Der er ikke noget at være flov over. Vi vil bare gerne hjælpe dig med dine tænder.

Vi respekterer altid dine grænser, og det hjælper tit at tænke på at du altid kan sige til eller give et signal, og så være sikker på at vi stopper behandlingen med det samme. Du har så at sige altid selv foden på bremsen. Nogle synes også det er rarest at sidde op, fordi de føler sig mere sårbare og at de mister kontrollen, når stolen lægges ned.

“Ethvert menneske, der er sygt, føler sig usikker og ensom, og det er lægens pligt at komme det menneske i møde.” Ole Helmig, Overlæge

Jeg har som tandlæge brugt lang tid på at tænke over, hvordan vi bedst hjælper folk med tandlægeskræk. Dels fordi der er så mange, der lider af tandlægeskræk, og dels fordi mange af de mennesker virkelig har et behov for hjælp. Og det er det vi tandlæger er her for. Vi er her for at hjælpe mennesker med tandproblemer, og for at hjælpe med at forhindre at mennesker får problemer, der kunne have været undgået.

Hvis man virkelig vil hjælpe andre, så skal man ikke stille for mange betingelser. Man må møde folk der, hvor de er. Det er det man forstår ved egentligt at hjælpe.

Alle vil vel gerne have følelsen af at gøre nytte på deres arbejde, og når vi hjælper mennesker, der virkeligt er kede af deres tænder og føler sig socialt hæmmet, som undlader at smile med den følelse af isolation, det kan give, ja så føler vi virkeligt, at vi gør gavn for andre mennesker. Det giver os mere end bare løn for vores arbejde.